Høring

Sidste frist for udfyldning af denne formular var den 2. oktober 2018 00:00

Forside
Udviklingstemaer
Hovedstruktur
Kommuneplanrammer
Søg på ejendommen

Her er du: Forside / Hovedstruktur / Infrastruktur og tekniske anlæg / Trafiksikkerhed

Menu
Hovedstruktur
 

Trafiksikkerheden i Tønder Kommune

Tønder Kommune har et ansvar for at øge trafiksikkerheden. Vi arbejder med at nå nationale mål, der er beskrevet af Færdselssikkerhedskommissionen, og vi vil gøre en stor indsats for at nå de nationale mål. Det skal ske i et samarbejde med mange forskellige parter også kommunens borgere.

Forskellige indsatser styrker trafiksikkerheden
Ud fra kommunens Trafiksikkerhedsplan arbejder vi med forskellige indsatser. Vi forbedrer bl.a. forholdene på veje, stier og cykelruter, vi står for drift og vedligeholdelse af vejnettet, og vi har stor opmærksomhed på at sikre skoleveje.

Vi samarbejder f.eks. også med skoler og daginstitutioner for at støtte børn og forældre i trafiksikker adfærd, og vi samarbejder med borgere om at øge trafiksikkerheden. Borgernes viden om lokale forhold er meget værd.

Fokus på trafiksikkerheden
Der er sket en del forbedringer i de senere år. Veje er forbedret flere steder, der før var udpeget som sorte pletter. Vi gennemfører hvert år trafiktællinger og hastighedsmålinger, som har vist, at hastigheden er faldet på de strækninger, hvor vi måler. Cykelstinettet og skolevejene udbygges og forbedres løbende og antallet af unge dræbte i trafikken er faldende.

Vi samarbejder med politi, nabokommuner og Vejdirektoratet om trafiksikkerheden, og borgere og interessenter bliver hørt tidligt i processen, når der skal ske fysiske ændringer af vejnettet eller udarbejdes overordnede planer.

Overordnede mål for trafiksikkerheden
Tønder Kommune har valgt at følge Færdselssikkerhedskommissionens målsætning. Vi vil reducere antallet af tilskadekomne fra 2010 med 50 % inden udgangen af 2020. Det gælder de politiregistrerede trafikuheld.

Afsnittet indeholder:

Mål

Antallet af dræbte, alvorligt og lettere tilskadekomne skal reduceres med 50 % inden udgangen af 2020 set i forhold til år 2010.
Vi ønsker, at trafikuheld på kommunens veje inden udgangen af 2020 er reduceret til maksimalt:

  • 2 dræbte
  • 11 alvorligt tilskadekomne
  • 20 lettere tilskadekomne

Mål for trafiksikkerhed
Vi vil:

  • arbejde for at nå målsætninger for de 10 fokusområder, der er opstillet i Trafiksikkerhedsplanen.
  • samarbejde med så mange forskellige aktører som muligt, der dagligt bruger kommunens vejnet. Ad den vej støtter vi brugerne til at udvikle bedre trafikantadfærd.
  • arbejde for, at alle trafikanter kan færdes sikkert og trygt i trafikken på kommunens vejnet, i byerne, såvel som i åbent land.
  • arbejde for at 90 % af alle skolebørn kan transportere sig selv og for, at ingen skolebørn kommer til skade på vej til/fra skole.
  • arbejde for at foreninger, ungdomsuddannelser og efterskoler samt større virksomheder udarbejder en trafikpolitik.
  • udarbejde en skilteplan, der skal udstikke retningslinjer for fremtidig opsætning af skilte.
  • udarbejde en tilgængelighedsplan.

Handlinger
Vi:

  • har en trafiksikkerhedsplan.
  • har en cykelruteplan.
  • har hastighedsplaner for både land og by.
  • har et virkemiddelkatalog.
  • har trafikplaner for alle kommunens egns- og områdebyer.
  • gennemfører hvert år en række projekter fra trafikplanerne.
  • gennemfører en årlig udpegning af sorte pletter og strækninger.
  • opdaterer hvert år uheldsstatistikken.
  • udfører hvert år trafiktællinger og hastighedsmålinger.
  • får udarbejdet en trafiksikkerheds- og tilgængelighedsrevision ved nye vejanlæg eller ombygning af kryds og strækninger.
  • samarbejde med Politiet, nabokommuner og Vejdirektoratet.
  • evaluerer alle trafiksikkerhedsprojekter og -planer.
Retningslinjer

Vi gennemfører og koordinerer mange aktiviteter for at forbedre trafiksikkerheden i kommunen. Det gør vi for at nå vores overordnede målsætning om at reducere antallet af dræbte og tilskadekomne med 50 % inden udgangen af 2020.

Der er retningslinjer for:

Årlig sortpletudpegning
Retningslinje 7.3.1

Tønder Kommune har stort fokus på sorte pletter. Der gennemføres en årlig sortpletanalyse, for at vurdere behovet for ombygning af trafikale forhold ved de værste sorte pletter.

Trafiksikkerhedsrevision
Retningslinje 7.3.2

I Tønder Kommune gælder, at der ved større vejanlæg og omdannelser skal udarbejdes en trafiksikkerhedsrevision. 

Tilgængelighedsrevision
Retningslinje 7.3.3

Tønder Kommune gennemfører tilgængelighedsrevisioner af større vej- og stiprojekter.

Projektevaluering
Retningslinje 7.3.4

Tønder Kommune evaluerer 3-5 år efter ibrugtagning af alle større anlægsprojekter og trafikplaner. I forbindelse med evalueringen inddrages, kommunens Trafiksikkerhedsråd eller særligt nedsatte projektgrupper bestående af udvalgte interessenter. Det sker i det omfang det vurderes nødvendigt eller relevant. Alle evalueringsrapporter vil være at finde på Tønder Kommunes hjemmeside.

Trafiksikkerhedskampagner
Retningslinje 7.3.5

Tønder Kommune deltager i alle landsdækkende trafiksikkerhedskampagner, og arrangerer desuden selv lokale indsatser.

Til toppen

Redegørelse

Færdselssikkerhedskommissions nationale handlingsplan fra 2013 peger på 10 fokusområder, som Tønder Kommune vil arbejde med frem mod 2020. Tønder Kommune omsætter disse 10 fokusområder til konkrete målsætninger for arbejdet med trafiksikkerhed. Vi vurdere, at en indsats her vil have den største positive effekt.

Redegørelsen beskriver følgende fokusområder:

Redegørelsen uddyber også:

Fokusområder på trafiksikkerhedsområdet:

For høj hastighed
Arbejdet med for høj hastighed:

  • Ingen kommuneveje må have en gennemsnitshastighed, der er højere end hastighedsgrænsen.
  • På strækninger forbi kommunens skoler må 85 %-fraktilhastigheden ikke overstige hastighedsgrænsen.
  • De 22 målepunkter i Tønder Kommunes hastighedsbarometer, vil fortsat blive evalueret og der vil inkluderes flere hvis nødvendigt. Hastighedsniveauet på de 22 målepunkter må ikke stige hen over årene.
  • Hastigheden bliver overvåget via det kontinuerlige trafikmåleprogram, der mindst hvert 5. år omfatter fornyede trafiktællinger og hastighedsmålinger på vejene i vejklasse 1-2.

Spiritus, narkotika og medicin
Spiritusuheld og spirituskørsel skal minimeres mest muligt. Andelen af spiritusuheld inden 2020 er maksimalt 10 %.

Uopmærksomhed
Med kampagner og målrettede samarbejder vil Tønder Kommune fokusere på opmærksomhed i trafikken.

Manglende sele- og hjelmbrug
Tønder Kommunes skolevejsanalyser viser, at skolelever i mindre klasser generelt bruger cykelhjelm, mens brugen aftager ved højere klassetrin.

  • Tønder Kommune vil sætte fokus på bl.a. hjelmbrug. Det skal ske i samarbejdet med skolerne.
  • Vi forventer, at skolerne, igennem trafikpolitikker og samarbejde med forældre, arbejder for øget brug af cykelhjelm blandt skolens elever, forældre og lærere.
  • Målet er at mindst 80 % af skolebørn, der cykler til og fra skole på alle alderstrin i 2020 bærer cykelhjelm, når de cykler.

Fodgængere
Tønder Kommune vil gennem trafiksikkerhedsrevision og tilgængelighedsrevision til hver af beskrivelserne nedenfor, fastholde det lave antal af fodgængeruheld. Vi vil arbejde for, at fodgængere udviser opmærksomhed i trafikken, for at få antallet af uheld med fodgængere til at falde. Maksimalt 5 % af uheldene i Tønder Kommune må i 2020 være uheld med fodgængere.

Cyklister og knallertførere
I Tønder Kommune er især antallet af knallertuheld og alvorlige personskader i knallertuheld stigende.

  • Tønder Kommune vil målrettet forbedre trafiksikkerheden for knallertkørere og gennemføre kampagner og samarbejder for at øge trafiksikkerheden for denne trafikantgruppe. Tønder Kommune vil i de kommende år knække kurven for knallertuheld.
  • I 2020 må der ikke ske knallert- og cyklistuheld med alvorlig personskade i Tønder Kommune.

Unge bilister op til 24 år
I Tønder Kommune er de unge bilister under 24 år involveret i hvert fjerde uheld. Antallet af uheld har de sidste 5 år været faldende med 27 %.

Antallet af unge bilister under 24 år, der er involveret i uheld skal falde med 50 % i 2020. Dvs. der maksimalt må være 13 uheld med unge bilister i 2020.

Mødeulykker (to køretøjer rammer hinanden)
I Tønder Kommune udgør mødeuheld kun 7 % af alle uheld, mens andelen af personskader ved mødeuheld udgør 11 %. 
Antallet af mødeuheld skal falde med 50 % inden 2020. I 2020 må der således maksimalt være sket 6 mødeuheld.

Eneulykker
I Tønder Kommune udgør eneulykker over hver fjerde uheld og hver fjerde personskade. 
Målsætninger er en halvering af antallet af eneuheld i 2020 ud fra antallet i 2010. Dvs. der maksimalt må være registreret 12 eneuheld i 2020.

Ulykker i kryds i åbent land
I Tønder Kommune sker næsten halvdelen af alle uheld i kryds. I det åbne land sker 54 % af uheldene i kryds.
Antallet af krydsuheld skal generelt halveres. I åbent land er potentialet større, så målsætningen er, at der skal ske en reduktion i antallet af uheld i kryds i åbent land på 60 %. I 2020 må der derfor ikke være registreret mere end 15 uheld i kryds generelt.

Beskrivelse af handlinger på trafiksikkerhedsområdet:

Årlig sortpletudpegning
Tønder Kommune har stort fokus på sorte pletter. Der gennemføres derfor en årlig sortpletanalyse, der kan føre til ombygning af trafikforholdene ved de værste sorte pletter. Effekten af denne indsats forventes at være betydelig. 
Sortpletudpegning er en systematisk metode til at udpege de mest uheldsbelastede lokaliteter på vejnettet. Det er vigtigt at vejene udføres korrekt, så der kan skabes et trafiksikkert og trygt miljø omkring vejene.

Forbedres vejenes indretning og udformning kan det medvirke til at mindske konsekvenserne ved uheld, og i bedste fald kan det forhindre uheld. Det er derfor vigtigt at kortlægge de steder på vejnettet, hvor der forekommer mange uheld. Sorte pletter bliver udpeget ud fra følgende kriterium: For kryds skal der minimum være 4 uheld på 5 år, og for strækninger skal der minimum være 4 uheld på 5 år, inden for sammenhængende 400 meter.

Forslag til virkemidler, der kan afhjælpe sorte pletter findes i virkemiddelkataloget 2014-2020 i faktaboksen til højre. 

Årlig uheldsanalyse
Uheldsanalysen skal anvendes til at få kendskab til, hvilke trafiksikkerhedsmæssige problemstillinger Tønder Kommune står overfor, når det kommer til trafikuheld. Uheldsanalysen anvendes også til at få kortlagt, hvor i kommunen uheldene finder sted. Uheldsanalysen indeholder alle politiregistrerede uheld, der er sket i den seneste 5-årige periode.

Det er almindeligt kendt, at politiet ikke får kendskab til alle færdselsuheld. Sammenligninger mellem politiets og skadestuernes registrering af færdselsuheld med personskade viser, at politiet kun får kendskab til 15-20 % af de uheld, der registreres på skadestuerne.

Det kan i denne forbindelse nævnes, at det primært er uheld med lette trafikanter og uheld med lettere personskader, der er underrepræsenteret i den officielle uheldsstatistik.

Grå strækninger
De grå strækninger er udpeget på baggrund af en skønsmæssig vurdering af, hvor uheldene på kommunevejene ligger tæt. Grå strækninger er strækninger der med tiden kan udvikle sig til sorte strækninger. Tønder Kommune foretager en trafiksikkerhedsinspektion af alle grå strækninger.

Trafiktællinger og hastighedsmålinger
Der gennemføres løbende trafiktællinger og hastighedsmålinger for primærvejnettet (vejklasse 1 og 2). Det sker med en maksimal turnus på 5 år. Herved sikres et overblik over trafikkens udvikling og udviklingen i hastighedsniveauet på kommunens veje. Dette anvendes fremadrettet til at identificere problemområder og til at kvalificere debatten vedrørende trafiksikkerhed i kommunen.
Samtidig bruges hastighedsmålingerne i forbindelse med hastighedskampagner til at udpege strækninger, der jævnligt bør kontrolleres af politiet.

Trafiksikkerhedsrevision
Formålet med trafiksikkerhedsrevision er at sikre, at nye vejanlæg eller forslag til ombygning af kryds og veje bliver vurderet, således at vejen eller krydset indrettes mest optimalt i forhold til trafiksikkerheden. Dette gøres ved at inddrage trafiksikkerheden så tidligt som muligt i projekteringen.

Ændringer som følge af trafiksikkerhedsrevision kan gøre projektet dyrere, men det er lønsomt og nemmere at tilrette et vejprojekt, end at sikre vejen efter flere ulykker. Tønder Kommune ønsker således at sikre, at vejanlæg anlægges så trafiksikkert så muligt.

Tilgængelighedsrevision
Denne omfatter en systematisk og uafhængig vurdering af om et projekts udformning er handicap- og ældrevenligt. Det vurderes om projektet tilgodeser de behov, som disse to grupper har f.eks. i forhold til niveauspring, bredde i forhold til kørestol, ledelinjer (for blinde og svagtseende) mv.

Tønder Kommune vil i den kommende periode gennemføre tilgængelighedsrevisioner af større vej- og stiprojekter. Tilgængelighedsrevision kan have en positiv effekt på trafiksikkerheden generelt f.eks. i forhold til lette trafikanter og fodgængeres trafiksikkerhed.

Samarbejde med Politiet, nabokommuner og Vejdirektorat
Trafiksikkerhed er et fællesansvar, men Tønder Kommune tager det primære ansvar for at samle kræfterne og for at opnå endnu bedre resultater.

Kommunen har et trafiksikkerhedsråd, der arbejder målrettet med trafiksikkerhed i kommunen. Rådet mødes 4 gange om året, hvor det tager stilling til problemstillinger, der gælder for trafiksikkerheden. Trafiksikkerhedsrådet drøfter generelle såvel som lokale tiltag for øget trafiksikkerhed.

Samarbejde med Trafiksikkerhedsrådet har en stor effekt på trafiksikkerhedsarbejdet.
Politiet deltager aktivt i Trafiksikkerhedsrådet, men derudover er Politiet også en væsentlig sparringspartner og myndighedsinstans for Tønder Kommune. Politiet godkender og kvalificerer trafiksikkerhedstiltag og forestår kontrollen på vejnettet. 
Samarbejde med Politiet har en stor effekt på trafiksikkerhedsarbejdet.

Tønder Kommune indgår i et stadigt mere omfattende samarbejde med kommunens skoler. Skolernes opgave er bl.a. at undervise skoleeleverne i trafiksikkerhed samt orientere forældrene om en hensigtsmæssig trafikadfærd omkring skolerne. Derudover udarbejder skolerne en trafikpolitik for deres skole. En trafikpolitik skal bidrage med øge trafiksikkerhed og tryghed for skolens elever på det omkringliggende vejnet og ankomstområder samt på øvrige og længere skoleveje. Samarbejdet med skoler vil få en stor effekt på trafiksikkerhedsarbejdet.

Tønder Kommune vil i den kommende periode forsøge at iværksætte et øget samarbejde med idrætsforeninger, virksomheder og øvrige institutioner. Det kan øge interessen for trafiksikkerhed og gøre den gensidige hensyntagen til øvrige trafikanter til en selvfølge.

Samarbejde med bl.a. virksomheder kan få en moderat effekt på trafiksikkerheden. 
Tønder Kommune vil ligeledes samarbejde med nabokommuner om kampagner og information, samt erfaringsudveksling.

Projektevaluering
Tønder Kommune evaluerer 3-5 år efter ibrugtagning af alle større anlægsprojekter og trafikplaner. I forbindelse med evalueringen inddrages kommunens Trafiksikkerhedsråd eller særligt nedsatte projektgrupper, der består af udvalgte interessenter. Det sker i det omfang det vurderes nødvendigt eller relevant.

Evalueringsrapporter indeholder:

  • før- og eftertællinger (cykler/biler/lastbiler, hastigheder)
  • effekt på antal uheld og
  • udtalelser fra udvalgte brugere af anlægget (eksempelvis beboere, politi, busselskab, skole, handicaporganisationen, ældrerådet, landbrugsorganisationer mv.).

Projektevaluering gennemføres typisk i september og oktober måned. Alle evalueringsrapporter vil være at finde på Tønder Kommunes hjemmeside.

Borgerhenvendelser
Tønder Kommune har som en del af kommunens trafiksikkerhedsarbejde gennemført en borgeranalyse. Borgerne i kommunen er gennem et internetbaseret spørgeskema blevet spurgt til forskellige forhold omkring trafik, trafiksikkerhed og deres færden i trafikken.

Formålet med borgeranalysen er:

  • at gennemføre en kortlægning af de lokaliteter som kommunens borgere vurderer som utrygge eller decideret farlige at færdes på, samt en vurdering af, hvorfor lokaliteten er utryg eller farlig
  • at fastlægge borgernes normale transportmiddelvalg
  • at modtage input fra borgerne til kommunens trafiksikkerhedsarbejde

Vi gennemførte desuden en skolevejsanalyse på samtlige folkeskoler og friskoler i kommunen. Skolevejsanalysen blev ligesom borgeranalysen gennemført som en internetbaseret spørgeskemaundersøgelse.

Formålet med skolevejsanalysen var at få kortlagt, hvor eleverne vurderer vejen som farlig eller, hvor de føler sig utrygge ved færdsel til og fra skole og fritidsaktivitet.
Svarene har efterfølgende dannet baggrund for en del af trafiksikkerhedsplanens aktiviteter. En række af borgerhenvendelserne vil blive behandlet mere indgående i løbet af de kommende år.

 Til toppen

Billeder

Trafiksikkerhed
Trafiksikkerheden øges ved at adskille de bløde trafikanter og bilisterne.

 Sti forbindelser
Sti forbindelser i boligområderne skaber en sikre skolevej.

Faktaboks

Trafiksikkerhedsplan
Tønder Kommunes trafiksikkerhedsplan gældende fra 2014-2020 kan læses her.

Målsætning

Vi vil reducere antallet af tilskadekomne fra 2010 med 50 % inden udgangen af 2020.

Virkemiddelkatalog
Virkemiddelkataloget skitserer forskellige tiltag, der kan øge trafiksikkerheden og dermed reducere antallet af alvorlige uheld på vejene. 

 

Kontakt

Tønder Kommune

Wegners Plads 2

6270 Tønder

Tlf. 74 92 92 92

E-mail: toender@toender.dk