Høring

Sidste frist for udfyldning af denne formular var den 2. oktober 2018 00:00

Forside
Udviklingstemaer
Hovedstruktur
Kommuneplanrammer
Søg på ejendommen

Her er du: Forside / Hovedstruktur / Energi og klima / Solenergianlæg

Menu
Hovedstruktur
 

Solenergianlæg

Tønder Kommune har med sine åbne arealer optimale forhold til placering af arealkrævende solenergianlæg. Kommunens solcelle- og solenergianlæg spiller en vigtig rolle i opfyldelse af regeringens mål om, at Danmarks energiforsyning i 2050 skal være uafhængig af fossile brændsler.

Styrker ved solenergi
Udnyttelse af solenergi bidrager positivt til Tønder Kommunes CO2-regnskab. Der eksisterer et uudnyttet potentiale og der skal planlægges for udnyttelse af solenergi i endnu større omfang end det sker i dag.

Fokus på solenergi
Solenergianlæg skal placeres under hensyn til kommunens særlige natur og landskab. Der skal også tages hensyn til de jordbrugs- og beskyttelsesinteresser der eksisterer i kommunens erhvervsområder, arealer tæt på byerne og i det åbne land.

Overordnede mål
Det er kommunens målsætning, at der kan etableres solenergianlæg, der kan medvirke til at reducere CO2-udledningen og formindske energiforsyningens afhængighed af fossile brændsler.

Afsnittet indeholder:

Mål

Solenergianlæg, dvs. solcelle- og solvarmeanlæg, spiller også i Tønder Kommune en vigtig rolle i reduktionen af CO2-udledning. Kommunen har gode placeringsmuligheder for solenergianlæg og kan bidrage til opfyldelse af regeringens mål for uafhængighed af fossile brændsler i år 2050.

Mål for solenergianlæg
Vi vil:

  • planlægge for placering af områder til store arealkrævende solenergianlæg
  • afveje placeringen af solenergianlæg i forhold til andre arealinteresser

Handlinger
Vi gør:

  • Den strategiske energiplan følges op af et tillæg til Kommuneplan 2017-2029 i form af en egentlig temaplan for solenergianlæg.
Retningslinjer

Planlægning for solenergianlæg, dvs. solcelle- og solvarmeanlæg, skal være i overensstemmelse med Tønder Kommunes strategiske energiplanlægning.

Indtil der foreligger en temaplan for solenergianlæg skal arealudlæg til formålet ske ud fra disse retningslinjer:

Placering af solenergianlæg
Retningslinje 8.5.1
Store solenergianlæg, der er placeret på jordoverfladen, skal etableres inden for hertil planlagte områder, f.eks. områder, der er udlagt til tekniske anlæg.

Der skal etableres afskærmende beplantning omkring solenergianlæg.

Særlige hensyn
Retningslinje 8.5.2
Solenergianlæg skal placeres og udformes under hensyntagen til interesser i det åbne land, herunder især hensynet til natur- og kulturlandskaber samt nabo-, jordbrugs- og beskyttelsesinteresser.

Ved planlægning af solenergianlæg skal der tages hensyn til lufttrafik og indflyvningsruter for lufthavne og flyvepladser.

Arealerne skal reetableres og solenergianlægget skal fjernes, hvis anlægget har været ude af drift i mere end 1 år.

Redegørelse

Under solenergianlæg forstår Tønder Kommune både solcelleanlæg og solvarmeanlæg med et samlet areal på 100 m² eller derover. Det er anlæg, der udnytter solens stråler til produktion af energi i form af elektricitet eller varme, som kan anvendes individuelt eller kollektivt, og det er anlæg som er placeret på jorden.

Her redegøres for:

Lokalisering og placering af solenergianlæg
Ved planlægning for solenergianlæg bør der først og fremmest sigtes efter en placering i nærheden af energikildeleverandørerne og energiaftagerne, dvs. at solenergianlæg i udgangspunktet skal placeres på erhvervsarealer eller arealer i direkte tilknytning til et byområde.

Der er i Tønder Kommune eksempelvis placeret større solvarmeanlæg ved fjernvarmecentralerne i henholdsvis Toftlund og Løgumkloster.

Der vil være konkrete tilfælde, hvor placeringen af solcelleanlæg eller solvarmeanlæg ikke vil være mulig eller hensigtsmæssig på erhvervsarealer eller bynære arealer, og hvor en placering i det åbne land kan være en løsning. Ved en placering i det åbne land skal kommunen redegøre for placeringen, herunder begrunde, hvorfor en placering i erhvervsområder eller tilknytning til eksisterende byområder ikke er mulig i det konkrete tilfælde, eksempelvis:

  • som følge af kystnærhed og/eller konkrete natur- og landskabsudpegninger, fredninger mv.
  • idet solenergianlægget vil blive for dominerende, hvis det placeres tæt på en by.

Ud over en begrundelse for den konkrete placering skal der foretages en vurdering i forhold til beskyttelseshensynene i det åbne land. Solenergianlæg vurderes som udgangspunkt ikke at kunne placeres inden for en række af de særlige beskyttelsesområder, som udpeges i kommuneplanen. Det gælder for eksempel natur- og landskabsinteresser, kulturmiljø og landskaber af geologisk interesse. Solenergianlæg vil ofte udgøre markante fremmedelementer i landskaberne.

Tønder Kommune vil undgå en spredt og ukoordineret placering af kommende anlæg. Kommunen ønsker bl.a. at sikre, at nye solcelleparker får en hensigtsmæssig placering i landskabet og evt. kan bruges aktivt i beskyttelsen af grundvand og natur. Hertil kommer, at elselskaberne får lettere ved at planlægge for den fremtidige udbygning af elnettet ved udpegning af positivområder, som kan ske ved udarbejdelse af et kommuneplantillæg.

Placeringen af nye solcelleanlæg kan desuden med fordel tænkes sammen med placering af fremtidige vindmølleparker, da miljøpåvirkning af borgere og landskab hermed kan begrænses.
Konkret kræver placering af nye anlæg planlægning i form af kommuneplantillæg, lokalplan og behandling i henhold til Bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).

Samfundsøkonomisk perspektiv
Priserne på solceller falder markant i disse år, og kommunen forventer, at det prismæssige spænd mellem elproduktion fra store markbaserede solcelleanlæg og vindmøller bliver mindre. Meget tyder desuden på, at solceller på længere sigt kan levere el til de samme eller lavere priser end landvind. Hertil skal lægges, at det er markant lettere at indpasse solcelleanlæg i det danske landskab.

 

Kontakt

Tønder Kommune

Wegners Plads 2

6270 Tønder

Tlf. 74 92 92 92

E-mail: toender@toender.dk